Ad 1. Klubbens navn:
Klubbens navn er ”The MG Car Club Danish Centre” - også kaldet ”Dansk MG Klub”. Klubben er tilknyttet The MG Car Club Ltd., P.O. Box 251, Abingdon, Oxon, OX14 3FA, England, som denne klubs danske center.
Klubben er medlem af Dansk Automobilsports Union (DASU), og klubbens medlemmer kan gennem denne indmelde sig i DASU. Klubbens hjemsted og værneting er København.
Ad 2. Klubbens formål:
Klubbens formål er at fremme interessen for MG automobiler og automobilsport gennem afholdelse af automobilløb, foredrag, filmforevisning, selskabelige sammenkomster, teknisk samarbejde m.m.
Ad 3. Ordinære medlemmer:
Som ordinært medlem kan optages enhver, der ved sin indtræden i klubben er ejer eller jævnlig bruger af et MG automobil. Som ekstraordinært medlem kan optages et ordinært medlems pårørende og observatører samt personer med teknisk eller historisk interesse for MG automobiler. Disse medlemmer har samme rettigheder som ordinære medlemmer, idet dog højst et ekstraordinært medlem kan indvælges i bestyrelsen.
Ekstraordinære medlemmer modtager ikke bladet. Hvor særlige omstændigheder taler for det, kan bestyrelsen udnævne æresmedlemmer. Enhver ansøgning om medlemskab tilstiles klubbens sekretær, hvorefter bestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan optages. Bestyrelsen er ikke forpligtet til at motivere et afslag på ansøgningen.
Ad 4. Udmeldelse:
Udmeldelse må ske senest den 1. december og stiles til klubbens sekretariat. Samtidigt med udmeldelse er det pågældende medlem forpligtet til at afvikle eventuelle økonomiske mellemværender med klubben.
Ad 5. Indmeldelsesgebyr og kontingent:
Ved optagelse i klubben betaler ordinære medlemmer et indmeldelsesgebyr, som dækker de med indmeldelsen forbundne administrative omkostninger. Størrelsen af indmeldelsesgebyret samt kontingent for ordinære og ekstraordinære medlemmer fastsættes på den ordinære generalforsamling med gyldighed fra det følgende kalenderår.
Æresmedlemmer er kontingentfri.
Kontingentet vil være at betale senest den 15. januar. Undladelse af rettidig betaling vil af bestyrelsen være at opfatte som, at medlemsskabet ikke ønskes fortsat. Der kan opkræves et rykkergebyr på maximun 25 af indmeldelsesgebyret pr. rykker. Medlemmer, der optages efter den 1. juli, betaler halvt kontingent for perioden til den 31. december.
Ad 6. Klubbens regnskabsår:
Klubbens regnskabsår følger kalenderåret. Det reviderede årsregnskab udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til den ordinære generalforsamling. Til kontrol af klubbens regnskab vælges to revisorer samt én revisorsuppleant.
Ad 7. Registre:
Under klubben kan oprettes registre til fremme af de tekniske, løbsmæssige, regionale og automo-bilhistoriske interesser og samarbejde mellem medlemmerne indenfor klubbens formålsparagraf. Medlemskab i et register kan opnås af ethvert medlem, som er interesseret i det pågældende registers formål.
Specielt gælder, at et sportsregisters ordinære medlemmer omfatter de, som er tilmeldt DASU og har løst licens.
Et register kan dog kun oprettes og opretholdes, såfremt det blandt sine medlemmer tæller mindst ti ordinære medlemmer af klubben. Et register skal anerkendes af bestyrelsen, før dette kan oprettes. Bestyrelsens afgørelse kan ankes til en klubgeneralforsamling. Særvedtægter for de enkelte registre vedtages på en generalforsamling af registrets medlemmer og forelægges klubbens bestyrelse til godkendelse. Bestyrelsens afgørelse kan ankes til en klubgeneralforsamling.
På registrets generalforsamling vælges en registerformand, som herefter indtræder som bestyrelses-medlem. Hvert af de anerkendte registre kan på sin årlige generalforsamling vedtage, at der af registrets medlemmer betales et årligt kontingent til dækning af udgifterne ved registrets særlige arrangementer. Dette kontingents størrelse skal godkendes af klubbens bestyrelse.
Ad 8. Udgået:
Ad 9. Bestyrelsen:
Klubben ledes af en bestyrelse bestående af en formand, en næstformand, fire medlemmer valgt på klubbens ordinære generalforsamling for to år ad gangen og formændene for registrene.
Formanden og næstformanden vælges særskilt for to år ad gangen på klubbens ordinære generalforsamling. Bestyrelsen vælger selv en kasserer og sekretær og fastsætter sin forretningsorden. De generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmers afgang finder sted på skift, idet formanden og to medlemmer afgår på ulige år, næstformanden og to andre medlemmer på lige år. Genvalg kan findes sted. Der kan ikke samtidigt sidde flere medlemmer af samme husstand i bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg blandt klubbens medlemmer. Udvalgenes medlemmer kan deltage i bestyrelsens møder. Bestyrelsen afholder normalt møde en gang om måneden og i øvrigt så ofte, som formanden finder det fornødent, eller når mindst tre af bestyrelsens medlemmer kræver det.
Bestyrelsens beslutninger er gyldige, såfremt 60 af bestyrelsen har deltaget i afstemningen. Bestyrelsens beslutninger afgøres ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Beslutninger taget uden for ordinære bestyrelsesmøder afgøres ved absolut flertal og meddeles hurtigst muligt skriftligt til bestyrelsens medlemmer.
Ved stemmelighed i bestyrelsen er formanden (i dennes fravær næstformandens) stemme udslagsgivende. Sekretæren eller et af bestyrelsen fast udpeget bestyrelsesmedlem fører referat af bestyrelsesmøderne og tilstiler bestyrelsens medlemmer referatet til godkendelse i god tid, forinden næste møde afholdes. Ved varigt forfald blandt de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer kan bestyrelsen supplere sig indtil den førstkommende generalforsamling.
Ad 10. Klubbens underskriftsforhold:
Klubben tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf det ene medlem skal være formand, næstformand eller kasserer. Et flertal af bestyrelsesmedlemmerne kan give et enkelt bestyrelsesmedlem eller klubbens kasserer fuldmagt til at tegne klubben alene.
Ad 11. Generalforsamling:
Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt og indkaldes skriftligt med mindst tre ugers varsel. Generalforsamlingen afholdes inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger beretning.
3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
4. Behandling af indkomne forslag.
5. Valg af formand (ulige år) eller næstformand (lige år).
6. Valg af to bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af to revisorer og én revisorsuppleant.
8. Fremlæggelse af budget for indeværende periode, herunder fastlæggelse af indmeldelsesgebyr og kontingent.
9. Eventuelt.
Forslag, der ønskes under afstemning på generalforsamlingen, skal være sekretariatet i hænde senest to uger før. Indkomne forslag skal skriftligt tilstiles medlemmerne på generalforsamlingen.
Forslag til lovændringer skal være indsendt inden den 1. januar og bekendtgøres for medlemmerne mindst to uger inden generalforsamlingen. Valg og forslag, der ikke angår lovændringer eller klubbens opløsning, afgøres ved simpel majoritet. Stemmeberettigede er kun medlemmer, der ikke står i økonomisk restance til klubben. Vedtagelse af lovændringer kræver tre fjerdedeles flertal blandt de tilstedeværende medlemmer.
Til generalforsamlingen kan der ikke stemmes ved fuldmagt. Afstemningsreglerne fastlægges i øvrigt suverænt af dirigenten. Et af bestyrelsen valgt medlem fører protokol over generalforsamlingens forløb, og dette bringes i bladet.
Ad 12. Klubbens opløsning:
Bestemmelser om klubbens opløsning kan kun træffes ved en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling og kun med ¾ flertal af de stemmeberettigede medlemmer.
Ved stillingtagen til klubbens opløsning kan der ikke stemmes ved fuldmagt. I tilfælde af klubbens opløsning deponeres klubbens midler og øvrige materialer hos DVK (Dansk Veteranbil Klub) til senere overdragelse til en nyetableret MG-klub på Sjælland.
Ad 13. Ikrafttrædelse:
Nærværende sæt vedtægter erstatter samtlige tidligere vedtægter for The MG Car Club Danish Centre og træder i kraft ved generalforsamlingens afslutning den 28. november 1989.
Beslutninger, valg m.v., som ikke er i overensstemmelse med nærværende vedtægter, skal bringes i overensstemmelse hermed ved førstkommende ordinære mulighed herfor.